Henning

Henning Weisdorf

Grundlaget for det, der i dag er "Herrens Mark", skal findes for rigtig mange år siden, nemlig da jeg i en alder af 12-13 år (stærkt inspireret af Beatles) begyndte at lære at spille guitar.

 

Her, næsten 50 år senere, er jeg stadig i gang med det, men har i den mellemliggende periode brugt mine erhvervede spille-kundskaber på at sprede liv og glæde i alle mulige og umulige sammenhænge.

 

I mange år var jeg primus motor i party-bandet, "Clinch", som har gjort forsamlingshusene usikre i mangt en sjællandsk by, og sidenhen var jeg med til at danne party-bandet "Sound-Track".

 

Jeg har lige siden jeg lærte at spille, også selv komponeret og hjemme-indspillet musik, men har egentlig aldrig forestillet mig, at disse mange sange skulle høres af andre.

 

I 2009 tog mit musikalske engagement en drejning, da jeg købte min første Martin guitar, og dermed fandt ud af, at det gav bonus at øve sig på sit instrument, og fingerspillet blev derefter en integreret del af mit musikalske arsenal.

 

Nogle år senere var jeg med ved opstarten af "Sangskriverklubben.dk" i Sorø, og dette har for alvor sat turbo på min sangskrivning. Samtidig gav muligheden for at optræde med mine egne sange i Vesth-huset mig for alvor blod på tanden, og jeg begyndte at få en større tro på, at der var folk derude, som rent faktisk havde lyst til at lytte til sangene.

 

Da jeg i efteråret 2014 skulle til at kaste mig ud i mit første solo-fremstød mod hovedstaden, poppede Bryan op fra min fortid, og tilbød at akkompagnere mig på nogle af sangene. Dermed var ideen sået til det, der allerede få måneder efter skulle få liv som "Herrens Mark".

 

Bandets første år har været spændende; mine med-musikanter har skullet lære en frygtelig masse nye sange, som ikke alle har været lige tilgængelige. Heldigvis er de alle så dygtige, at det er forløbet ganske gnidningsfrit. Vores mange forskellige spillejobs i det første år skal gerne bane vejen for fremtidige arrangementer i form af koncerter, deltagelse i festival´er o.m.a..

 

Det bliver spændende at se, hvad fremtiden vil bringe :-)

Copyright © All Rights Reserved